Den 12. november 2021 arrangerede jeg en rundvisning på Renseanlæg Avedøre. Historien om rensningsanlæg og de kloakker der leder dertil er også en historie om store gravearbejder – og inden vi gik ind satte jeg scenen for besøget med en fantasi om en udgravning til en fremtidig verdensøkonomi baseret på værdien af lort. Nedenfor kan du læse det mit oplæg hvor vi brugte usynlige spader til at udgrave et luftkastel som måske en dag kan få rigtig gang på jord og jord at stå på.
2021:
Det er i de seneste år nærmest blevet et kapitalisme-kritisk bonmot at “det er lettere at forestille sig verdens ende end det er at forestille sig enden på kapitalismen. Det foreslår jeg, at vi tager som en udfordring. Lad os derfor i dag, her foran rensningsanlægget, se om ikke vi kan udfordre vores egen forstoppede indbildningskraft evne med et første spadestik til en ny økonomisk forestilling.
Som I måske har lagt mærke til, har jeg tage en imaginær spade med ..og den forestilling jeg gerne vil grave ud til i dag, er en forestilling om en fremtidig lorteøkonomi hvor vi alle kan få betaling for deres lort. Det lyder måske umiddelbart lidt skørt, men det er kun fordi vi er kommet ud af vanen med at se lort som den ressource og værdi det faktisk er.
For det er ikke nogen ny ting i verdenshistorien at lort er værdifuldt. Det er f.eks. bemærkelsesværdigt, at den egyptiske solgud Khepri, fra ca. 2000 f.kr. var symboliseret af et skarabæhoved der skubbede solen hen over himmelhvælvingen. Skarabæen er en bille der samler en kugle af lort og skubber den hjem til sit hul, hvor den udruger sine unger i den, og på den måde så synes den livgivende sol og den livgivende lort at være to sider af amme sag, i det gamle Egypten.
I det gamle Rom var der simpelthen bogstaveligt talt “penge i lortet”. Romernes natpotteindhold kunne blandt andet blegemiddel, til garvning af skind og endda til tandblegning. Derfor blev der handlet ivrigt, og gjort gode forretninger med det. I 70 f.kr. gav Kejser Vespasian også en rigtig urin-indsprøjtning til Roms skrantende økonomi ved at beskatte brugen af Romernes urin. Colosseum, der netop påbegyndtes i Vespasians regeringstid, siges af og til at være blevet muliggjort af denne skat.
Og apropos skat, så foreslog den franske 18tals tænker Pierre Leroux også, ved gentagne lejligheder, at man burde kunne betale sin skat med lort, idet lort netop var et værdifuldt materiale. I en pamflet som han kaldte ”brev til staten Jersey” fra 1853 forsøgte han endda at formulere en hel model for hvordan man på Jersey, hvor han var i eksil, ville kunne implementere en genanvendelse af lort, og derigennem simpelthen både eliminere fattigdom og femdoble øens landbrugsproduktion. Han kaldte sin ide en circulus-teori.
Jeg er sikker på at de herinde, på rensningsanlægget, kan fortælle os endnu mere om hvad det er værd i dag, samt om hvordan de netop også arbejder på en fremtid hvor vi kan få endnu mere ud af det, til bygas, gødning, byggematerialer, drikkevand, fosfor, elektricitet og måske meget andet.
Med alt det i mente, burde det nok være muligt at forestille os, at lort kan være så værdifuldt, at vi vil kunne bruge det som en ny form for værdi i en ny form for lorteøkonomi!
Lad os grave lidt mere i den mulighed:
I forbindelse med Vespasians beskatning af lort, skulle han angiveligt være blevet spurgt om han ikke var betænkelig ved disse penges ulækre oprindelse. Til det svarede han bare “Non Olet”, som på latin betyder “lugter ikke” – og det er baggrunden for frasen ”Penge lugter ikke”. Det er en frase som sidenhen ofte bliver sagt som en som en kritik af den måde penge nogle gange holdes neutrale og adskilte fra de ulækre transaktioner de tidligere har indgået i.
Men både penge og lort lugter jo rent faktisk, og hvis man i dag f.eks. skal transportere beskidte penge til hvidvask og skattely på Leroux’s Jersey, kan man risikere at møde pengehunde der kan lugte sig frem til dem. Samtidig møder en kommune, der gerne vil bygge et co2 besparende biogasanlæg, i Vig på Sjælland, i øjeblikket en forståelig modstand fra lokale borgere, der nødig vil risikere at der kommer til at lugte af lort i deres egen baghave.
Når vi forestiller os en ny lorteøkonomi er det derfor også nødvendigt at vi medtænker, at der altid vil være udfordringer med både røvhuller der undergraver fællesskabet såvel som almindeligt sarte lugtesanser.
I den forestilling vi forsøger os med her, synes jeg at vi skal fastholde en ambition om ikke at sprede for meget giftig lugt, hverken metaforisk, eller i vores konkrete baghaver. Det kan vi måske blandt andet gøre, ved at lade Vespasians sætning være en slags overskrift og hensigtserklæring for vores forestillinger. Lad os derfor forestille os at denne fremtid bliver igangsat og varetaget af en organisation der simpelthen kalder sig kalder ”Non Olet Gruppen” altså ”lugter ikke gruppen”.
Lad os så herefter forestille os, at denne Non Olet gruppe, i en ikke alt for fjern fremtid, vil grave ud ..her….og der og andre steder, til en række nye betalingstoiletter hvor man i stedet for at betale for at gå på wc, kan få betaling for at bruge det.
Det lyder måske som om det kræver sin spade, sådan at grave ud til en helt ny toilet-infrastruktur, men det kanmåske gøre det lettere at forestille sig det, hvis man tænker de disse første Non Olet toilet enheder, eller ”Non Oletter”, er nogle overskuelige sanitationssystemer hvor værdien udvindes og udnyttes indenfor rammerne af hver enkelt toiletenhed.
Vi behøver faktisk ikke at grave særlig meget i vores egen forestillingskraft for at gøre dette muligt, for en del af teknologien er nemlig allerede udtænkt og udviklet af af forskellige firmaer og NGO’er. F.eks. har det canadiske firma Aerosan udviklet en enhed eller en såkaldt “HUB” som både er et toilet og indeholder sit eget biogasanlæg der så kan producere gas til f.eks. en lokal restaurant. Det Kenyanske firma Sanergy opererer endvidere med et overskueligt og billigt sanitations system, der varetager både toiletenheder, afhentning, behandling og sikker genanvendelse – og samtidig går udenom dyre udgravninger – hvorfor det lettere kan implementeres i fattige uformelle (og ukloakerede) bebyggelser. Sanergys toiletter er endvidere urin-diversions-toiletter – der adskiller urin og faeces fordi man så kan få meget mere ud af begge dele. Alt dette er allerede skide-simpelt og skide-godt tænkt, og samtidig så giver det os en yderligere fantastisk mulighed for at vi kan stå her og forestille os, at det ikke behøver at være så svært at omlægge vores sanitære infrastruktur som man skulle tro. Herudover vil sådanne mindre enheder sikkert også medføre mindre lugtgener for borgere og baghaver, i både Vig og andre steder, end et stort centralt anlæg ville gøre.
I længden er små lokale anlæg nok ikke den eneste vej frem – men hvis vi starter vores forestilling i det små, er det som sagt lettere at grave ud til, men også lettere at forestille os.
Til at begynde med, kan man måske også forestille sig Non Olet økonomien, og selve betalingen for vores lort, implementeret i en lille overskuelig skala. Lad os eventuelt starte med at forestille os, et system af Non Olet points, som man kan få udbetalt for sin levering på et Non Olet toilet. Disse point er f.eks. indbetalt i form af en kredit, eller lovning på en del af udbyttet fra en lokal have-ejer eller virksomhed der aftager den gødning, det vand eller den elektricitet som systemet genererer. Når de benytter sig af systemet indvilger de nemlig i, at de også i den anden ende, vil tage imod betaling i Non Olet point for de varer de producerer og sælger.
Denne valuta kan så sidenhen udbygges med flere varer og tjenester imellem aktører fra landbrug, til markeder, forbrugere og lønarbejdere mm. – og med tiden vil man kunne arbejde henimod en omfattende lorteinfrastruktur af Non Olet banker, Non Olet anlæg, Non Olet indkøbscentraler og Non Olet demokratier og en mulighed for alle til at tjene en form for Non Olet borgerløn, fordi alle jo går på WC.
Og vips!
– så har vi pludselig forestillet os en ny lorteøkonomi, der er baseret på cirkulation og genanvendelse. En lorteøkonomi der forhåbentlig kan erstatte den gamle slidte kapitalisme der er baseret på en merværdi og vækst, som vores klode ikke kan understøtte.
Det var så de første imaginære spadestik men jeg har taget imaginære spader med til jer alle sammen. Dem kan I tage med videre til udgravninger og forestillinger, hvor i synes det kunne være passende. I må tage tage lige så mange I vil, og tag gerne med til dem der ikke kunne være her i dag. Jo flere vi er der kan se disse fremtidsopbyggende spader for os, jo mere konkrete kan vi med tiden gøre vores udgravninger til dette luftkastel.
Men, nu hvor vi således har hovederne fyldt af lort og luftige forestillinger om hvordan alt dette lort kan redde os fra afgrunden så lad os nu gå ind og lære mere om hvad man faktisk allerede får ud af det i !
I kan evt. lige lade jeres spader stå herude imens – hvis I ikke gider slæbe på dem.
