Den rene tekst
Her under billederne kan du læse teksterne fra de tre tidscirkler - og bruge den automatiske oversætter til at oversætte den til dit sprog.

FORTIDEN:

2000 f.Kr  - Et sted at starte
Skarabæer var populære motiver i amuletter og segl i det gamle Egypten. Sandsynligvis på grund af Khepri, guden for morgensolen der hver dag skubbede solen på sin plads på himmelhvælvingen, og som ofte blev portrætteret med et skarabæhoved.

I naturen er skarabæen en lille bille, der samler afføring til små kugler som den triller ned i sin hule for at udklække sine æg i den, og på den måde synes den livgivende sol og den livgivende lort, at have været to sider af samme sag, i det gamle Egypten.

Således er det også passende, at lade skarabæen skubbe denne historie om lort, økonomi og en ny tid i gang.  Cirklen her, er en begyndelse til, det jeg kalder “en ny lortehistorie”. Denne lortehistorie består af 14 udvalgte verdenshistoriske nedslag i tider og steder hvor forbindelserne imellem lort og værd er særligt tydelige.  Og hvad vej går historien, og hvor er vi på vej hen, tænker du måske. Lortehistorien er cirkulær, og den kan derfor gå begge veje, og frem og tilbage. Skarabæen er ofte afbildet som skubbende lortekuglen foran sig, mens i naturens verden skubber den faktisk sædvanligvis kugle baglæns, med sine bagben. Du kan også følge denne lortehistorie begge veje. Uanset hvilken vej du vælger vil du alligevel altid vende tilbage til det samme sted. For historien har det med at gentage sig, siger vi somme tider opgivende. I en tid hvor vi synes at stå ved en form for apokalyptisk klimaafgrund, kan det  dog synes betryggende at forestille sig, at vi ville kunne få en runde mere.

Hvis vi får en chance til, behøves vi selvfølgelig ikke gøre alt på samme måde igen. Vi kan godt aftale at lukke tidscirkel for nogle ting, og i stedet åbne og udvide cirklen med nye rundtossede ideer. Den udvidelse som jeg foreslår på denne udstilling, er en ny cirkulær verdensøkonomi, der bliver bygget op om værdien af vores lort og tis. Jeg foreslår simpelthen, at vi går i gang med at tænke på, hvordan vi tilføjer en tid til denne tidscirkel, hvor alle mennesker får betaling for at gå på toilettet!

Lort og tis er nemlig værdifuldt og kan bruges til at lave både gas, gødning, byggematerialer, elektricitet, brændstof, rent drikkevand - og sikkert masser af andre ting.

70 e.Kr: Penge lugter ikke?
I det gamle Rom, blev der handlet ivrigt, og gjort gode forretninger med Romernes potteindhold. Urin var f.eks. værdifuldt fordi det kunne bruges som blegemiddel, til garvning af skind og endda til tandblegning.

I 70 f.kr. brugte Kejser Vespasian denne værdi, til at give en rigtig urin-indsprøjtning til Roms skrantende økonomi. Han besluttede sig nemlig til at indføre en skat på brugen af Romernes urin; en såkaldt vectical urinae.

I den forbindelse skulle Vespasian være blevet spurgt om, hvad han mente om disse penges ulækre oprindelse. Til det skulle han angiveligt have svaret “Non Olet” altså “de lugter ikke”. Det er så sidenhen blevet til udtrykket “Pecunia Non Olet” som betyder ”Penge lugter ikke”.

I dag er det et udtryk som for mange er en negativ fortælling om penge, og om at der bag en given rigdom nemt kan gemme sig en snavset lortehistorie, selvom den ikke længere kan lugtes. Men penge lugter faktisk, både metaforisk og helt bogstaveligt. Vi kender jo til ideen om at penge tjent på ulovlig vis kræver en ordentlig gang hvidvask for at kunne få stanken af fup og fiduser væk, og samtidig så har pengene faktisk en helt konkret lugt, som man kan træne hunde i at snuse sig frem til. 

Det vidste en kok fra Malmø f.eks. i en nylig sag, hvor han havde held med at smugle  omkring 74 millioner kroner ud af Danmark ved at gemme lugten af beskidte penge i stærkt lugtende poser med kaffebønner.

Til sidst har det nok alligevel lugtet for stærkt til at holde hunde og andre snushaner fra døren og i oktober 2022, tilstod den 29 årige kok at han 37 gange havde kørt disse store mængder af kontanter fra Danmark til Malmø.

1517 - 1546: Indsigter på toilettet  og prisen på frelse.
“Den Hellige Ånd gav mig denne indsigt medens jeg sad på toilettet”  sagde munken Martin Luther. ”Disse indsigter” var krasse kritikker af den katolske kirkes handel med afladsbreve. Afladsbreve var en form for fritagelsesdokumenter, der skulle lette ens vej igennem  den skærsild, som alle dengang skulle igennem, før de kunne komme i himlen.

Hvor lang og ubehagelig denne tur igennem skærsilden skulle blive, var normalt betinget af ens gerninger imens man levede. Hvis man ikke var sikker på, at man havde gjort gode gerninger nok, kunne man sikre sig selv, ved at støtte at en anden skulle udføre en god gerning. Denne støtte var så sat i system igennem denne handel med afladsbreve, hvor man kunne betale en andel i et korstog, noget kirkebyggeri og andre ting der dengang ansås for gode.

Luther mente at det var en smudsig forretning, og han udtrykte sig gerne om dette i nogle møgbelortede metaforer.  Paven der tillod handelen, kaldte han f.eks. et ”prutteæsel”, altimens han også fik fremstillet en række latrinære hetzpamfletter, hvor paven blev pruttet på, skidt ud af djævelens røv, og fik sin pavekrone skændet af personer der brugte den som toilet. De var illustrerede af Luthers gode ven Lucas Cranach den Ældre.

Den katolske kirke sælger ikke længere aflad, men handel med retten til at belorte verden, er tilsyneladende ikke afsluttet af den grund. Mange har f.eks. bemærket, at man godt kan sammenligne afladshandel og den CO2 kvotehandel, der f.eks. tillader at kompensere for en møgbeskidt flyvetur, ved at betale for, at der bliver plantet træer et andet sted i verden. Man kan da også godt tænke, at denne moderne afladshandel blot sender lorten videre - uden at verden bliver et renere, eller mindre syndigt, sted af den grund.

Lad os dog alligevel lige tænke lidt videre over sammenligningerne, for er Luthers ideer om, at vores synd og renhed er noget vi hver især selv er ansvarlige for, ikke i lige så høj grad noget vi døjer med, her på vore dages store flyvetur imod en klimaophedet skærsild.

Når vi overlader ansvaret for vores fælles båd (eller vores synkende skude) til den enkeltes samvittighed, så sker der tilsyneladende heller ikke en skid.

Overfor kæmpestore planetariske problemer, kan mange nemlig godt føle, at konsekvenserne af egne handlinger er så bitte små, at det alligevel ikke nytter noget. På den måde kan man f.eks også lidt for let overbevise sig selv om, at ens egen lille bitte flyvetur, ikke har nogen særlig betydning .

Man kan måske sige, at afladshandelsens ide om, at gode gerninger kunne overføres fra et menneske til et andet, også kunne være en påmindelse om, at vi alle er forbundne. Den egentlige værdi af et CO2 afladsbrev kan være at minde os alle sammen om vores forbundethed, og om at alle vores små og store gode, og dårlige, gerninger er en del af et samlet hele, der har betydning for os alle.

Man kan også bare sige, at hvis vi endelig skal købe aflad, så lad det f.eks. være i investeringer i nye store toilet-ideer, der kan udnytte alt det lort vi lukker ud for at slippe for at gøre det der skal til.

1597: En lokummets og økonomiens metamorfose: I 1596 skrev opfinderen og satirikeren John Harington bogen “A Metamorphosis of a Jax - called a new discourse of a stale subject” altså noget i stil med “ En lokummets metamorfose - kaldet en ny samtale om et muggent emne”.

Denne bog var både en form for praktisk instruktion i at bygge et skyl-ud toilet, samtidig med at det den også var en satire på de metaforiske ekskrementer der på det tidspunkt, i Haringtons øjne, forgiftede samfundet.

Han sagde selv at bogen havde til hensigt at udrense ” the excrements that were poisoning society” hvilket alle forstod som en satire på nogle bestemte personer. Bogen fik da også kortvarigt Harington forvist fra hoffet fordi den, retteligt, blev opfattet som en fornærmelse. 

Man kan også godt tænke at tanken om alle skal have penge for at gå på toilettet  “bare er en vittighed” - men ligesom Haringtons lokumsideer var både og,  så ser jeg også disse ideer, som både praktiske og satiriske.

Jeg håber f.eks. at et godt grin af vores mest mugne ideer kunne være afsæt for nye og friskere forslag.

I dag kan man måske identificere vores “mest mugne ideer” som værende   “økonomien” som ofte synes at blive påkældt som en slags besværgelse imod ethvert forsøg på at forandre den måde vi plejer forbruge  og producere og gøre tingene på. 

“Økonomien” synes at være blevet et mytisk monster, som vi hele tiden må sørge for at pleje og redde, også selvom det kan have store omkostninger for både mennesker, natur og planet til følge.

At vi sådan skal redde en omkostningsfuld og ofte livsfalig økonomi virker måske nok lidt som en vittighed, men de de fleste af os, er desværre nok så omklamrede af denne økonomi’s dødsensfarlige fangarme, at det kan være svært at se det sjove i det.

Jeg tror dog, alligevel, at mange efterhånden er klar til at risikere at grine - og efter denne befriende latter, kan man der måske netop blive plads til at udvikle mere konkrete tanker om en ny lorteøkonomi.

1832 - John Martin: Rig på kunst og fattig på kloakken:
I starten 1800 tallet var maleren John Martin en af de mest kendte og folkeligt populære kunstnere i England. Han fik dog aldrig optagelse i akademiet og Akademikunstnerne var ikke imponerede over denne selvlærte opkomling. Imidlertid blev John Martin ganske velhavende på sin kunst, og mange af disse penge brugte han på at promovere en ide om et nyt kloaksystem i London. Et system der skulle lede Londons kloak-affald igennem forbedrede kloakker til gigantiske opsamlingstanke, hvorfra landmændende kunne tappe det som gødning.

Han brugte så mange penge, og så meget energi på sin ide, at nogle skeptisk spekulerede på, hvad hans motiver for sådan at tage lorten til sig var. Således synes det satiriske magasin Punch i 1843 at antyde at Martins motiver for at tage lorten måske var ligeså snavsede som lorten selv, idet det “bare” handlede om, at få pengene til at flyde hans vej, sammen med lorten.  Det “bare” at ville tjene penge har måske altid i forskellig grad og imellem linierne været regnet for en motivation der var ligeså snavset som lort.

”Mr. Martin got positively pathetic about having devoted a long and arduous life to the sewers and cesspools of his native city. Fourteen long years had he laboured to enlarge the subterranean ways and watercourses of the modern Babylon; and it is evident that he will not die happy until the filth of London is floating - at twopence a ton - over the heath of Bagshot.”

Men uanset hvor mange penge og hvor meget energi Martin brugte, så blev projektet ikke realiseret i hans levetid. Ti år efter hans død blev det dog delvist realiseret af Joseph Bazalgette. Bazalgette blev nemlig kommissioneret til at udføre 1850’erne  kæmpe kloakeringsprojekt i London.

Bazalgette anerkendte, at Martin’s tegninger havde inspireret hans designs, men i stedet for at lede lorten til genbrug, førte Bazalgettes rør dog blot lorten længere ned ad Themsen, og væk fra byens sarte næser. Det kan jo snarere synes som en hån end en hyldest og anerkendelse. Samtidig var det jo, et kæmpe spild. Det var der flere der syntes, og Karl Marx skrev  (redigeret af F. Engels) f.eks om dette spild, at:

“Excretions of consumption are of the greatest importance for agriculture. So far as their utilisation is concerned, there is an enormous waste of them in the capitalist economy. In London, for instance, they find no better use for the excretion of four and a half million human beings than to contaminate the Thames with it at heavy expense”. 

(Capital Vol III, part I, Chapter IV. ”Utilisation Of The Excretions Of Production”)

1850: Til staten Jersey og alle andre - lad os eliminere fattigdom med lort!
I 1850 påbegyndte Baron Haussmann og ingeniør Eugène Belgrand at designe  det moderne kloaksystem der skulle lede lorten langt væk fra Paris. Samme år foreslog filosoffen Pierre Leroux i første udgave af magasinet “ La Revue de l’ordre social” (En Gennemgang af Den Sociale Orden”)  at lorten dog faktisk var værdifuld, og at man faktisk burde kunne betale sin skat med den.

I en pamflet som han kaldte ”Brev til staten Jersey” , fra 1853, forsøgte han endvidere  at formulere en model for, hvordan man på Jersey, hvor han var i eksil, simpelthen ville kunne eliminere fattigdom og femdoble øens landbrugsproduktion, ved at implementere en bedre genanvendelse af lort. Han kaldte sin ide for en circulus-teori.

Denne circulus teori var en teori om, at alle mennesker potentielt er designet til at ”gå op”: Alt hvad vi spiser kommer ud i den anden ende som frugtbarhedsskabende materiale der kan genanvendes og genskabe jorden, der så igen kan bruges til at dyrke de grøntsager vi skal spise - og så videre i uendelighed.

Det handlede for Leroux også om at modbevise tænkeren Malthus teorier (fra 1798) om at epidemier og sult var naturens uafvendelige svar på overdreven befolkningstilvækst.

Hvis ethvert menneske producerede lige så meget nyttig lort, som der skulle til, for at understøtte sig selv og sit eget forbrug af næring til nye afgrøder, var det derfor ikke naturen, men  snarere sociale praksisser, der skabte den overbefolkede verdens fattigdom, sult og elendighed.

1872: Påbegyndte lorteberegninger på gødningsmarkerne i Berlin. I 1872 påbegyndte man i Berlin udviklingen af et ultra moderne kloakerings- og pumpesystem, der skulle kanalisere byens lort direkte ud til nogle anlæg og marker som bystyret skulle opkøbe omkring Berlin.

Disse marker, der kaldtes “Rieselfelder”, altså “dræningsmarker” eller “sivemarker” skulle så optage spildevandet - til fordel for både Berlin og markerne.

I 1905 rapporterede amerikaneren James C. Brooks imponeret, at disse marker, udover at kunne levere tre gange høst af græs årligt, og løse et stort spildevandsproblem for Berlin, også synes at kunne levere sociale fordele og forbedringer.

Han forklarede f.eks. at dem der valgte at arbejde i disse Rieselfelder havde gode og sunde arbejds- og husningsforhold, at disse Rieselfelder også tilbød attraktive “skånejob” til rekonvalescenter - samt at lediggængere og småkriminelle også kunne blive sendt derud på deres tvangsarbejde, i stedet for at blive sendt i byens uhumske fængsler.

Mange af disse fængslede drivere endte endvidere med at tage varigt arbejde på disse gødningsfarme, og samtidig var der lange ventelister for at få lov til at bo og arbejde på derude, midt i lortet.

Systemet rummede dog også sine problemer, blandt andet fordi det var en arbejds-og bureaukratitung proces. James C. Brooks brugte også, disse meget veludbyggede rieselfelder, til at tilbagevise tidens påstande om, at der var penge i lortet. Blandt andet langede han hårdt ud efter Victor Hugo, der i “De Elendige” havde påstået at Paris, igennem deres kloakering årligt smed 25 mio franc i havet.

Det, mente James. C. Brooks var det rene sludder og vrøvl, og med baggrund i tal fra Berlin, der jo rent faktisk havde gjort forsøget, forklarede han, at udgifterne til drift stadig oversteg indtægterne fra landbrugsproduktionen på disse marker. I 1903, der var et godt år for de Berlinske rieselfelder, var disse udgifter nemlig, på 2.871.517 Mark, altimens indtægterne blot var på 231.394 Mark.

Se det er selvfølgelig en streg i mine egne lorteberegninger, men måske regnskabet kan se anderledes ud i dag. I hvert fald praler BIOFOS, der håndterer spildevand i København, med et overskud på energibalancen, fordi de sælger mere energi, i form af biogas, fjernvarme og el, end de køber til drift af deres anlæg - og de arbejder endvidere på endnu højere genanvendelse - blandt andet ved at udvinde fosfor til brug for landbruget.

..1900..Penge og psyko-lort: I starten af det 20nde århundrede skriver Sigmund Freud ved flere lejligheder om, at der er  en sammenhæng imellem penge, lort og snavs.

Han sporer sig allerede ind på det i et tidligt brev til hans mentor Wilhelm Fliess hvor han bemærker at en der hader at bruge penge bliver refereret til som Filzig (altså beskidt). På dansk kalder vi det jo ofte en “fedterøv” -  og holder os således også en terminologi for penge der bliver i den anale region.

Samtidig, skriver Freud, hedder en der kaster penge om sig jo en ”Dukatenscheisser” altså en der skider dukater. På dansk er det måske i familie med sprogbilledet om “at have røven fuld af penge” eller at have penge som skidt. 

Senere uddyber Freud disse sammenhænge imellem penge og lort, og noterer at forstoppelse måske vil kunne blive behandlet ved at se på en patients forhold til penge.

Herudover fremfører Freud en konklusion om, at vores afgivelse af vores første lort i bleen til vores mor giver anledning til et erotisk savn efter denne lort og vores mor. I civilisationsprocessen lærer barnet så at erstatte denne tabte lort med noget andet. Denne erstatning kan så, ifølge Freud, være penge.

På Freudiansk er lorten altså en slags psykoseksuel guldstandard bag vores nuværende fedtede økonomi.

1980-90 Kloakhelte og penge ligeud i kloakken: Da lorten i sin tid blev rørlagt, og ledt væk i kloakken, for at vi hverken skulle lugte eller tænke over den igen, gav vi måske afkald på en værdi, som alligevel stod os nærmere end vi var klar over.

Som Sigmund Freud fornemmede, så er lorten nok mere end bare affald for os, og måske er det den samme fornemmelse, der i 1980’erne gav anledning til at flere populære nye eventyr og historier syntes at kredse interesseret om kloakken.

To af 1980’erne mest populære fiktioner, nemlig fiktionerne om Super Mario og Ninja Turtles var netop kloakfiktioner der foregik i mystiske universer i New Yorks kloakker.

Mario var faktisk til at starte med tømrer - men i arkadespillet  1983 - blev Mario blikkenslager og hans kamp flyttede sig ned under jorden til New Yorks kloakker.

Ninja Turtles, der blev skabt i 1984 som en tegneserie, handlede om 4 muterede skildpadder, der levede i New Yorks kloakker. Disse kloak-helte var endvidere opkaldt efter rennæssancekunstnere.

Det er måske et udtryk for, at den civilisationsproces som blandt andet siges at være igangsat i rennæssancen, også gav de civiliserede en følelse af at have tabt forbindelsen til deres egen krop og deres grundlæggende menneskelige vilkår.

Måske repræsenteres denne følelse af tab af krop netop ved denne interesse, og fantaseren om i kloakken og vores kroppes beskidte affald.

Super Mario er i øvrigt også det højst omsættende computerspil nogensinde og  er på den måde en slags påmindelse om, at det at smide pengene i kloakken ikke nødvendigvis behøves at være en dårlig forretning.

Fra 1930: Kommercielt pis og lort.
I den første del af en graviditet, indeholder kvindens urin  store mængder af hormonet hCG, og dette stof kan bruges til at hjælpe andre kvinder med at blive gravide.

Derfor indsamler det Hollandske firma ”Moeders vor Moeders” eller ”Mødre for Mødre”, der har eksisteret siden 1930’erne, gravide kvinders urin - så det kan bruges til fertilitetsbehandling.

Denne donation gives som en søsterlig gave;  fra kvinde til kvinde, men den er samtidig også en rigtig god forretning for medicinalfimaet Aspen Oss, der ejer Moeders vor Moeders.

Det kan måske være en god anledning til at diskutere hvordan den værdi vi hver især besidder, som tissende, skidende mennesker, egentlig bør fordeles, og hvad det har af betydning når vores kroppe gøres til genstand for kapitalistiske interesser.

Det er også overvejelser man gør sig i forbindelse med en ny og revolutionerende behandling imod tarmsygdommen Clostridium Difficile. Den går nemlig ud på, at man transplanterer sund lort fra et andet mennesker, ind i tarmsystemet på den angrebne patient. Denne behandlingen har i de seneste år opnået store successer, og dermed også en stor interesse fra økonomiske aktører i, at tjene penge på lort.

Ifølge klinisk Overlæge PhD, Christian Lodberg Hvass, har disse kommercielle interesser dog ført til nogle diskussioner om hvorvidt behandlingen er at regne for tranplantation eller lægemiddel, som risikerer at spænde ben for den videre forskning og behandling.

I 2019 forklarede  han således  i en artikel på Århus Universitets hjemmeside, at:

“Som hospital må vi ikke fremstille lægemidler, så hvis fæcestransplantation bliver et lægemiddel, kan vi ikke fortsætte. Det vil betyde, at behandlingen overtages af medicinalfirmaer, som det er på vej til at ske i bl.a. USA, for det er et område, hvor der er store kommercielle interesser på spil”.  

Han pointerer, at det netop er vigtigt at faeces-donationer hører under en såkaldt vævslov idet lovgivningen for medicin og væv er forskellig - og i en artiklel på Science news  fra den 31. maj 2021, skriver han i endnu et indlæg imod at handle med lort, at:

“De basale menneskerettigheder skal sikre, at mennesker og deres bestanddele ikke bliver genstand for handel. Dette princip er indlejret i EU’s celle- og vævsdirektiv og den tilsvarende danske vævslov.”

2001: Lorten frem i lyset
Den 19. nov 2001 blev det der hedder “World Toilet Organization” grundlagt, med hovedkvarter i Singapore.

WTO stræber efter, at der skal være rene og sunde toiletforhold for alle, og dette skal opnås igennem hvad de kalder “et markedsbaseret approach”. Man satser altså på, at en toiletrevolution kan gennemføres igennem den allerede eksisterende økonomiske infrastruktur.

World Toilet Organisation estimerer at hver dollar investeret i elementær sanitation vil kunne give et afledt afkast på 2.5 dollar tilbage, og på den måde håber man,  at økonomiske incitamenter vil kunne mane til handling.

Markedets økonomiske incitamenter har også af og til vist sig at være effektive til at regulere social adfærd end politik,  men desværre har markedet endnu ikke, i dette tilfælde fået løst problemet. 

Til gengæld har WTO været ganske effektive til at gøre opmærksom på problemerne, og det at få toilettet på dagsordenen og ud af generthedens  gemmer er også af kæmpe betydning!

I 2014 udgav journalisten Rose George en bog om toiletter og kloakker, deres geografi, psykologi og biologi hvori hun antyder at vores generthed overfor egen lort er en faktor der bidrager til at fastholde milioner af mennesker i så dårlig hygiejne at der stadigvæk ( i 2014) var 297.000 børn der  hvert år døde af kolera og andre sygdomme, der kan relateres til dårlig adgang til rent vand og hygiejniske toiletforhold. 

Et første skridt på vejen til at afhjælpe dette er, ifølge George, netop at at turde tale om lorten, og  f.eks. ikke eufemistisk kalde sygdomme som kolera for “vandbårne” eller ”sanitære” når de i virkeligheden er lortebårne.

Derfor er det også vigtigt at World Toilet Organization har fået iværksat at der nu hvert år nu observeres en såkaldt  ”World Toilet Day” under FN. Den fejres nu hvert år, den 19. Nov, den dag som WTO blev grundlagt.

Den vil jeg naturligvis også observere her på udstillingen .

Det er en lørdag og alle er velkomne til at komme og fejre den her.

2016: Ulighed på toilettet, i køen - og i Camp Sorgenfri
“Selv paven går på wc” siger man, som en slags forsikring om, at bag facaden, og hver vores rigdom eller fattigdom, er vi alle ens. Jeg kan også finde på at bruge dette argument når jeg drømmende forestiller mig, at en ny toiletøkonomi ville skabe større økonomisk lighed og menneskelighed i samfundet. 

Men faktisk, så er der stor forskel på folk på netop wc’et. Mange kender jo forskellen, allerede i toiletkøen, hvor der ofte er længere køer til dametoiletterne end der er på herretoiletterne, eller i at der ofte er gratis urinaler for mænd hvorimod kvinder må betale.  Det lyder måske som et marginalt problem, men det gør det nok kun fordi vi er så vant til at tale om toiletter på en marginaliserende måde. Når vi hvisker hemmelighedsfuldt om toilettet, og det vi laver der, kan vi netop komme til at til at tro på, at det ikke er så vigtigt, selvom toiletforhold er et emne der vedrører alle hver eneste dag.

Længere bag i køen sættes mennesker uden for døren, ikke bare til toilettet, men også til menneskerettigheder og deltagelse i samfundet og endda livet. Hvert år dør 85.700 børn (iflg. FN/2019) under 15 år af sygdomme relateret til dårlig adgang til rent vand og tilstrækkelige santære forhold - og en rapport fra European Roma Rights centre fra 2017, beskriver blandt andet, hvordan adgang til vand og sanitet er anerkendt som en menneskeret samtidig med at den påviser hvordan Romanisamfund, mange steder diskrimineres igennem manglende adgang til netop dette. 

I Ph.D-afhandlingen - “Free to move along” fra 2019, beskriver Maria Persdotter også, hvordan lokale myndigheder i Malmø, i 2016, forhindrede etableringen af sanitære forhold i den uformelle lejrbebyggelse Sorgenfri i Malmø, samtidig med at de brugte bebyggelsens sanitære udfordringer som argument for ekspropriation. Persdotter skriver:

“In the case of the Sorgenfri camp, we see how the squatters are first made dirty through the denial of social assistance and services, garbage collection, sanitary facilities, and access to water (…)and then displaced on account of being dirty.”

Selvom det er åbenlyst brud på menneskerettighederne, kunne dette adminstrative trick måske netop lade sig gøre at gennemføre, med bred politisk opbakning, fordi den almindelige utilpashed ved at tale om toilettet ofte synes at stå i vejen for at anerkende det for den store betydning det har, for både den enkelte og samfundet.

2030: Urindiversion og prisen på sænitær infrastruktur.
Urin er en kæmpe mulig ressource for fosfor til gødning - og da der er frygt for at verdens fosforlagre er ved at være tømte, kan det være en rigtig god ide at få gang i en udnyttelse af denne urin. Nogle frygter, at verdens fosforreserver allerede vil være udtømte i 2030.

Man kan måske sige, at fosfor-ressourcen i vores urin, er en af de bedste argumenter for at tro på, at vi snart vil kunne tage penge for at gå på toilettet. For nemmest at udvinde fosfor fra urin, er det mest hensigtsmæssigt at lortet ikke blandes sammen med det som det gør i konventionelle toiletter.  Progressive udviklinger af toilettet i dag indebærer derfor også næsten altid det man kalder ”urindiversion”; altså en adskillelse af lort og tis.  Hvis det skal slå an i vores gennemkloakerede del af verden, må vi dog nok omtænke rørene bag toiletterne.

Det lyder dyrt og besværligt, tænker du måske, men faktisk så er det måske slet ikke så galt, i forhold til hvad det engang  kostede, og stadig  koster at bygge egentlig kloakering.

Det er blandt andet noget firmaet Sanergy - der er en socialøkonomisk virksomhed fra Kenya,  arbejder med. De skaber det de kalder ”lowcost sanitation til områder i Nairobi hvor det f.eks. hverken er økonomisk  muligt eller praktisk fornuftigt eller muligt at tænke i den gammeldags kloakering.

Udover at være uafhængige af gammeldags og utidssvarende kloakering, er Sanergy’s toiletter naturligvis også urindiverterende. Hele lortet bliver ikke længere blandet sammen, og det er måske også en af grundene til, at de, ifølge eget udsagn, producerer et højkvalitetsprodukt - altså en særlig god gødning på deres små lokale anlæg.

Dette produkt gavner ikke kun jorden, men også sundheden og økonomien, og på Sanergys hjemmeside forklarer de, at deres produkt giver en 30 procent stigning i afgrøder. Til politikere og andre der sidder og fedter med pengene forklarer de endvidere  at det også i det store billede, kan øge produktiviteten:

“In Kenya, loss of productivity due to illness costs the country 2% of its GDP every year and at current rates, complete sanitation coverage will take 150 years. Sanergy provides non-sewered sanitation solutions that serve all urban residents and are 5 times cheaper than sewers.”

2020 - International toiletpapirskrise:
I februar/marts 2020 kom en besynderlig anal bekymring op til overfladen i forbindelse med starten på Covid19 pandemien - hvor skrækslagen hamstring af toiletpapir betød, at verden næsten løb tør.

At toiletpapir var det første folk tænkte på, virkede umiddelbart grinagtigt, men det handlede måske ikke bare om hver enkelt snavsede rumpe.

Det der pludselig gjorde toiletpapir så alvorligt, var nok snarere at denne globale mangelvare, syntes at blive et symbol på det ofte glemte men egentlig ret selvindlysende fakta: at pengene ikke har nogen værdi i sig selv, fordi alverdens penge kan blive ligegyldige hvis produktet de skal kunne købe ikke er tilgængeligt.

Rædslen for at komme til at mangle toiletpapir handlede således ikke bare om at tørre sin egen ende, men måske snarere om, at den utørrede bagdel kom til at repræsentere, at selv når man har penge nok, har man ikke sit på det tørre.

Måske var denne toiletpapirskrise i virkeligheden en forsigtig begyndelse til enden på forestillingen om, at det er pengene der får det hele til at køre rundt.Uden noget at købe for pengene, kan man jo ..tjae.. sådan set bare bruge dem til at tørre røv med.. 

THE PRESENT:

“Trickle down economics” is the idea that if money flows freely in an untaxed capitalist economy, EVERYBODY will benefit– because the fine cup of the wealthy will also spill a few of its  precious drops into the mug of the poor.

What a load of drunken bullshit you might think..if you are sitting here without a drop.

But now - I shall offer you a full cup and a modest serving, and it is my immodest hope, that they will flow freely through your bodies and minds and induce a vision of a more free flowing and evenly distributed economy. An economy which can trickle in ALL directions –  and not only from top to bottom.  

Now I will ask you all to take a few cornkernels in your mouth, without actually chewing them. After that, you use the drink here to help swallow these kernels whole, as though you are swallowing a pill against old and watered down economical ideas.

So cheers! 

Now the full drink and the cornkernels have started a glide through your digestive systems, where it will become part of an imaginary of a new economy for EVERYONE.

And EVERYONE, even the pope, or the queen must go to the toilet it is said – and a  new economy for EVERYONE should, therefore, take  its point of the departure in the loo. Let us, quite simply, imagine an economy where everybody can get paid to go the toilet - because shit and pee is an enormous resource that can be used to extract valuable goods such as gas, heating, building material, medicine, fertilizer and even clean drinking water.

And whilst the liquid of this serving is helping the corn kernels trickle  through your throat, then let us just linger for a little bit on that drinking water.  It is for instance estimated that in 2035, 33 percent of the watersupply of San Diego, will be extracted from sewage water. With new filtering technologies, sewage can be an endless - and endlessly valuable,  resource for fresh water. That knowledge might make it even easier to imagine that the products of the toilet is a proper value that could be the basis for a new and fair economy that can spill a proper drink in EVERYONES cup.

In that light this drink may look a little bit like pee. I promise you it’s not, but when it all comes down to it- all food and liquids are off course connected, and soon you will see that this serving coming out of your bodies as pee…and shit on the toilet. After that , if you are still in Copenhagen, it will end up in the municipal sewage facility, where it will undergo a cleaning process before it is piped out to the middle of the water in Øresund.

Some of it may then evaporate,  to become clouds in the sky that will rain on appletrees and corn-plants,  and become part of a new serving of applejuice and cornkernels – and this drink has been made in the same way. The kernels here, could have also been boiled on gases, that are extracted from our shit, because 30 prc of the gas in the Copenhagen stoves actually come from biogas extracted from sewage. In that circular logic, one could  say that you have in fact drunken pee, at the very least.

Now doesn’t that all sound like a beautiful endless circle that can draw even more water..to sensitive eyes. Unfortunately though, that is only a small part of this shitty story. A big part of our shit and pee doesn’t end up in circulation like his. Instead it ends up as an economical and ecological strain on both the social economy and the ecosystem. That is just a sloppy way to treat  such a fantastic raw material! A raw material that I believe could in fact  support all of us,  if we would dare to imagine it.  

And that imaginary might seem like a bit of a mouthful, but with this small serving, we have in fact already bitten into it. this mouthful of corn and liquids, that we have just had, should be able to make both our heads and bodies chew on some of the practical details of this idea of a new shitty economy. Details that can, hopefully, lubricate our imagination, one little bite and sip at the time.

So now, cornkernels, drinks and ideas are taking a slippery slope through our digestive systems. First it will go 30-40 cm trough the esophagus. After that, the gastric mouth will open wide and let it pass throygh to the stomach. Then the stomach will try to break down the cornkernels in smaller parts. But corn kernels have a coat of insoluble fibers that cannot be broken down by the human digestion. They will therefore, travel unharmed through the stomach and to the duodenum and into the small intestine which will also have a go at them.

But the small intestine won’t be succesfull either an the kernels will just pass through. Finally they will end up, whole, in the large intestine and in the rectum wherefrom they will be excreted with our shit. The amount of time this kernel journey will take, is individual, and depends on each our personal digestion clocks. If we keep an eye on it, and check when the kernels come out of each our systems again, we will be able to calculate how much time it takes  each our digestions to process a meal. That time, is called bowel transit time, and it is normal that it can vary from one to three days .

So if we were to talk to each other about this over the next few days, we would probably also see that we are all different - even on the toilet. Even in a shitty economy there will, therefore, be a possibility for an unequal distribution of the wealth. Although EVERYONE goes to the toilet, there can be a significant difference in the fluidity, amount, and ease of each our digestive products.

Let us therefore imagine that the economical system for this new shitty economy is built around a sort of relational standard of value. Imagine, quite simply, a new shitty currency where everybody has their own personally calculated exchange-rate, based on their own bowel transit time.

If you have a fast flow, your output may be assigned a lesser value than that of those who have a slower flow, because we do not want a new upperclass of arseholes who get rich just because they can shit more than others. (although it would give a new meaning to the term ”filthy rich”)

You may be thinking now, that it is a bit over the top to pay this much attention to solving such hypothetical challenges of inequality, in such a hypothetical future economy - but I believe and hope that thinking this hypothetical future through, in big and small practical aspects, is a way to begin to make it happen. The more details we can imagine the closer we are to visualizing a reality where it is actually possible..

So please – continue to think about it – in detail – while you are waiting for your bowels to do the dirtywork. Let your minds wander, and think about how a shitty currency could look, how a shitty economy could have the best flow, who should manage it, what challenges it might have and what it would mean to each one of you personally.  

When you see the cornkernels again… tomorrow or tomorrow after or tomorrow after again – I will ask you to give a big and oud round of applause to your bowels, and in the next few days, I will  enjoy thinking about how you may encounter sudden scenes of jubilation and and applause coming from the outhouses and toilets around town. These outburst may  call for an explanation, which you can then give, and in this way, let the idea of a new shitty economy flow out to more assholes.

So if anyone asks.. you simply say:

“Trickle down economics” is the idea that if money flows freely in an untaxed capitalist economy, EVERYBODY will benefit– because the fine cup of the wealthy will also spill a few of its precious drops into the mug of the poor….(etc, you have circled back to the beginning)