Ad – Hvad er det jeg har siddet i – workshop

Ovenstående fotos: Christian Brems

En oplæsning og workshop på Kulturhavn - Nordhavn,  2022

”Ad! Hvad er det jeg har siddet i?” er en bog for børn og voksne, hvor kunstner Ulla Hvejsel har været ude at sidde i natur og kulturfænomener i helt hvide bukser, der har fået mærker deraf. Som læser kan du prøve at gætte, hvad det er Hvejsel har siddet eller bladre videre og læse lidt forgrenede historier, der knytter sig til aftrykkene på bukserne . På opslaget om en fjer er der f.eks. en fortælling om menneskenes drøm om at flyve som fuglene illustreret af Da Vincis flyvemaskiner – og på opslaget om granit hører du om brosten, oprør, pariserkommunen og Jens Vejmand.

Workshoppen startede med en oplæsning fra bogen, og herefter prøvede man selv at sidde i ting – og tage aftryk af sine omgivelser med egen krop, på forskellige materialer,med hjemmelavet naturfarve lavet af planten Rejnfan, fundet på Nordhavnens byggepladser.

 Det var en slags læring med kroppen, hvor det handlede om at være opmærksom og nysgerrig på ens omgivelser, og hvor der blev stillet skarpt på de helt små ting omkring:

Hvorfor ser mønstret i kloakdækslet mon sådan ud, er det egentlig ikke fantastisk, at der også fandtes ørnebregner imens der gik dinosaurer på jorden og gad vide om der sad en person for 6000 år siden og fik ondt i bagdelen af den samme meget holdbare østersskal som jeg sad i sidst jeg var på stranden?